25 Men som det skete, at Peter gik ind, mødte Cornelius ham og faldt ned for hans Fødder og tilbad.
26 Men Peter reiste ham op og sagde: staa op! Jeg er og selv et Menneske.
27 Og der han havde talet med ham, gik han ind og fandt Mange, som vare komne sammen.
28 Og han sagde til dem: I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgaaes med eller komme til En, som er af et fremmed Folk; men mig har Gud viist, ikke at kalde noget Menneske vanhelligt eller ureent.
29 Derfor kom jeg og uden Modsigelse, der jeg blev kaldet hid; og nu spørger jeg Eder, hvorfor I kaldte mig?
30 Og Cornelius sagde: for fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Huus; og see, en Mand stod for mig i et skinnende Klændebon,
31 og han sagde: Cornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommmede for Gud.