1 Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen.
2 Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sadde.
3 Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordeelt sig og satte sig paa enhver af dem.
4 Og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige.
5 Men der var Jøder boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen.
6 Der denne Lyd hørtes, kom mængden tilsammen og blev bestyrtet thi Enhver havde hørt dem tale med sit eget Maal.
7 Men de forfærdedes alle og forundrede sig og sagde til hverandre: see, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?
8 Og hvorledes høre vi dem tale, hver paa vort eget maal, hvorudi vi ere fødte?
9 Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotania, Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia,
10 i Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Lybiens Egne ved Cyrene, og vi hver boende Romere,
11 Jøder og Proselyter, Creter og Araber; vi høre dem forkynde Guds store Gjerninger med vore Tungemaal.
12 Men de forfærdedes alle og tvivlede og sagde En til den Anden: hvad monne dette være?
13 Men Andre spottede og sagde: de ere fulde af sød Viin.
14 Da stod Peter frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være Eder vitterligt, og aabner Eders Øren for mine Ord.
15 Thi ikke ere disse drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen;
16 men dette er, hvad der er sagt ved Propheten Joel:
17 Og det skal skee i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kjød; og Eders Sønner og Eders Døttre skulle prophetere, og de Unge blandt Eder skulle see Syner, og de Gamle skulle have Drømme.
18 Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle prophetere.
19 Og jeg vil lade skee Under i Himmelen oventil, og Tegn paa Jorden nedentil, Blod og Ild og Røgdamp.
20 Solen skal forvandles til Mørke, og Maanen til Blod, førend Herrens den store og herlige Dag kommer.
21 Og det skal skee, hver den, som paakalder Herrens Navn, skal frelses.
22 I israelitiske Mænd, hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand af Gud udmærket for Eder ved kraftige Gjerninger og Under og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt Eder, som I og selv vide;
23 denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelsloge ham.
24 Ham opriste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.
25 Thi David siger om ham: jeg havde stedse Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes.
26 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler, ja, ogsaa mit Kjød skal hvile i Haab;
27 thi du skal ikke lade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstedse din Hellige at see Forraadnelse,
28 du har kundgjort mig Livets Veie; du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn.
29 I Mænd, Brødre! lader mig tale frit til Eder om Patriarchen David; han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
30 Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter kjødet til at sidde paa hans Throne:
31 da talede han, uforudseende, om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse.
32 Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner.
33 Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre.
34 Thi David foer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: sæt dig hos min høire Haand,
35 indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
36 Derfor skal alt Israels Huus visseligen vide, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til en Herre og Christus.
37 Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Peter og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
38 Men Peter sagde til dem: omvender Eder, og hver af Eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skulle faae den Hellig Aands Gave.
39 Thi Eder og Eders Børn hører Forjættelsen til, og alle dem, som ere langt borte, hvilkesomhelst Herren var Gud vil kalde dertil.
40 Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem sigende: lader Eder frelse fra den vanartige Slægt!
41 De, som nu gjerne annammede hans Ord, bleve døbte; og der vandtes samme Dag henved tre tusinde Sjæle.
42 Men de holdt sig varagtige til Apostlenes Underviisning og Samfundet og Brødets Brydelse og Bønnerne.
43 Men der kom en Frygt over alle Sjæle, og der skete mange Undergjerninger og Tegn vedApostlerne.
44 Men alle de Troende holdt sig tilsammen og havde alle Ting tilfælles.
45 Og de solgte deres Eiendom og Gods og delede det ud iblandt Alle, eftersom nogen havde behov.
46 Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægteligen i Templet, og i Husene brøde de Brødet og nøde Maaltidet med Fryd og i Hjertets Eenforldighed,
47 idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen Nogle til Menigheden, som lode sig frelse.