1 Men Agrippa sagde til Paulus: det tilstedes dig at tale for dig. Da udrakte Paulus Haanden og forsvarede sig saaledes:
2 Angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! agter jeg mig selv lykkelig, at jeg i Dag skal forsvare mig for dig,
3 allermeest fordi du har Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal; derfor beder jeg dig, at du taalmodigen vil høre mig.
4 Mit Levnet fra Ungdommen af, hvorledes det har været fra Begyndelsen iblandt mig Folk i Jerusalem, vide alle Jøderne.
5 thi de have kjendt mig tilforn, fra det første af, (om de ellers ville vidne), at jeg har levet somPharisæer efter den strengeste Sect i vor Gudsdyrkelse.
6 Og nu staaer jeg her at dømmes for Haabet til den Forjættelse, som er given af Gud til Fædrene,
7 hvilken vore tolv Stammer haabe at opnaae, idet de tjene Gud uafladeligen Nat og Dag; og for dette Haabs Skyld, Kong Agrippa! anklages jeg af Jøderne.
8 Hvad? holdes det for utroligt hos Eder, at Gud opvækker døde?
9 Jeg selv har vel ogsaa formeent, at det burde mig at gjøre Meget imod Jesu den Nazaræers Navn,
10 hvilket jeg og gjorde i Jerusalem; og jeg kastede mange af de Hellige i Fængsel, der jeg havde faaet Magt dertil af de Ypperstepræster, og naar de bleve tagne af Dage, gav jeg min Stemme dertil.
11 Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespottligen, og rasende end mere imod dem, forfulgte jeg dem endog indtil fremme Stæder.
12 I hvilken Øiemed jeg og drog til Damascus, med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster,
13 de jeg midt om Dagen faae paa Veien, og Konge! et Lys fra Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.
14 Men der vi faldt alle ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det hebraiske Sporg: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braaden.
15 Og jeg sagde: Herre! hvo er du? Men han sagde: jeg er Jesus, hvem du forfølger.
16 Men reis dig og staa paa dine Fødder; thi derfor har jeg aabenbaret mig for dig, at udkaare dig til en Tjener og et Vidne, baade om det, som du har seet, og om det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig,
17 idet jeg udfrier dig fra Folket og Hedningerne, til hvilke jeg nu udsender dig,
18 at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.
19 Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn;
20 men jeg forkyndte for dem i Damascus først, og i Jerusalem, og i alt Judæas Land og for Hedningerne, at omvende sig og komme tilbage til Gud og gjøre Omvendelsens værdige Gjerninger.
21 For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
22 Men efterat have bekommet den Hjælp, som er fra Gud, staaer jeg indtil denne Dag og vidner baade for Smaa og Store og siger intet Andet end det, baade Propheterne havde sagt at skulle skee, og Moses:
23 at Christus skulde lide, at han den Første af de Dødes Opstandelse skulde forkynde Lys for Folket og Hedningerne.
24 Men der han saaledes forsvarede sig, sagde Festus med høi Røst: du raser, Paulus! den megen Lærdom gjør dig rasende.
25 Men han sagde: jeg raser ikke, mægtigste Festus! men taler sande og betænksomme Ord.
26 Thi Kongen er vidende om dette, og til ham taler jeg frimodeligen, efterdi jeg er vis paa, at slet Intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke skeet i en Vraa.
27 Troer du, Kong Agrippa, Propheterne? Jeg veed, at du troer dem.
28 Men Agrippa sagde til Paulus: der fattes Lidet udi, at du jo overtaler mig til at blive en Christen.
29 Men Paulus sagde: jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene du, men og alle, som høre mig i Dag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disseLænker.
30 Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde hos dem.
31 Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: denne Mand gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.
32 Men Agrippa sagde til Festus; denne Mand skunde være løsladt, dersom han ikke havde indskudt sig for Keiseren.