2 Men den Ypperstepræst Ananias befoel dem, som stode hos ham, at slaae ham paa Munden.
3 Da sagde Paulus til ham: Gud skal slaae dig, du kalkede Væg! du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvert imod Loven befaler du, at jeg skal slaaes.
4 Mende, som stode hos, sagde: skjælder du Guds Ypperstepræst?
5 Og Paulus sagde: Brødre! jeg vidste ikke, at det var den Ypperstepræst; thi der er skrevet: dit Folks Øverste skal du ikke udskjælde.
6 Men der Paulus vidste, at den ene Deel var Saducæer, men den anden Pharisæer, raabte han i Raadet: I Mænd, Brødre! Jeg er en Pharisæer, Pharisæers Søn, jeg dømmes for Haab og for de dødes Opstandelse.
7 Men der han dette havde sagt, opkom der Strid imellem Pharisæerne og Sadducæerne, og Forsamlingen blev splidagtig.
8 Thi Sadducæerne sige, at der er ingen Opstandelse, ei heller Engel, ei heller Aand; men Pharisæerne antage begge Dele.