1 Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepræst, Christus Jesus,
2 der var ham tro, som beskikkede ham, ligesom Moses var det i hans ganske Huus.
3 Thi saa meget større Hæder er han værd fremfor Moses, som den har større Ære i Huset, der beredte det.
4 Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud.
5 Og Moses var vel tro i hans ganske Huus, som en Tjener, til at vidne hvad der skulde siges,
6 men Christus er det som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Roes.
7 Derfor, som den Hellig Aand siger: i Dag, naar I høre hans Røst,
8 da forhærder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbittrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørken,
9 hvor Eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger fyrretyve Aar.
10 Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: de fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.
11 Saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulde ikke indgaae til min Hvile.
12 Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i nogen af Eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.
13 Men formaner Eder selv hver Dag, saa længe det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
14 Thi vi ere blevne deelagtige i Christus, saafremt vi bevare vor første Bestandighed fast indtil Enden.
15 Idet der siges: i Dag, naar I høre hans Røst, de forhærder ikke Eders Hjerter, som i Forbittrelsen:
16 hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses?
17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørken?
18 Og hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden dem, som vare blevne vantroe?
19 Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantroe.