1 Lader os derfor, da Forjættelsen at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af Eder skulle synes at blive tilbage.
2 Thi ogsaa os er Forjættelsen forkyndet, ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp dem ikke, fordi det ikke forenede sig med Troen i dem, som hørte det.
3 Thi vi indgaae til Hvilen, vi, som troe, efter hvad han har sagt: saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile; nemlig efter at Gjerningerne ved VerdensSkabelse vare fuldendte.
4 Thi saaledes har han et Sted sagt om den syvende Dag: og Gud hvilede paa den syvende Dag fra alle sine Gjerninger.
5 Og paa dette Sted atter: sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
6 Efterdi altsaa det er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndet, ikke kom ind formedelst Vantro:
7 saa bestemmer han atter en Dag: i Dag, da han siger ved David efter saa lang en Tid, (som forhen sagt): i Dag naar I høre hans Røst, forhærder ikke Eders Hjerter.