2 Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,og jeg ville ikke sige noget overilet.Jeg havde valgt at holde munden lukket,når der var gudløse mennesker til stede.
3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,men det hjalp bare ikke.Uroen brændte i mit indre,og min frustration voksede.Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,til sidst var jeg nødt til at tale:
5 “Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,dagene synes at flyve af sted.
6 Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
7 Vi er som skygger, der farer forbi.Man slider for at samle sig rigdom,men ved ikke, hvem der får glæde af det.
8 Herre, hvad kan jeg forvente af livet?Du er mit eneste håb.
9 Red mig ud af syndens sump,så ikke tåberne skal hovere over mig.