1 Men der laae En syg, Lazarus af Bethania, af den By, hvor Maria og Martha, hendes Søstre, vare.
2 (Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var syg).
3 Da sendte de Søstre til ham og lode ham sige: Herre! see, den, du elsker, er syg.
4 Men der Jesus det hørte, sagde han: denne Sygdom er ikke til Døden, men til Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den.
5 Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus.
6 Der han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage paa det Sted, hvor han var.
7 Siden efter sagde han til Disciplene: lader os drage til Judæa igjen.
8 Disciplene sagde til ham: Mester! nyligen søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?
9 Jesus svarede: ere der ikke tolv Timer om dagen? Vandrer Nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han seer denne Verdens Lys.
10 Men vandrer Nogen om Natten da støder han an; thi Lyset er ikke i ham.
11 Dette talede ham, og derefter siger han til dem: Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaaer hen for at opvække ham af Søvne.
12 Da sagde hans Disciple: Herre! sover han, da bliver han karsk.
13 Men Jesus talede om hans Død; de derimod meente, at han talede om den naturlige Søvn.
14 Derefter sagde da Jesus dem reent ud: Lazarus er død!
15 Og jeg er glad for Eders Skyld, at jeg ikke var der, paa det I skulle troe: men lader os gaa til ham!
16 Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling) til sine Meddisciple: lader os ogsaa gaae, at vi kunne døe med ham.
17 Da Jesus kom, fandt han ham liggende i Graven allerede fire Dage.
18 (Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra).
19 Og mange Jøder vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder.
20 Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ud ham i møde; men Maria blev siddende i Huset.
21 Da sagde Martha til Jesus: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.
22 Men ogsaa nu veed jeg, at hvadsomhelst du beder af Gud, vil Gud give dig.
23 Jesus sagde til hende: din Broder skal opstaae.
24 Martha siger til ham: jeg veed, at han skal opstaae i Opstandelsen paa den yderste Dag.
25 Jesus sagde til hende: jeg er Opstandelsen og Livet; hvo som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve.
26 Og hver den, som lever og troer paa mig, skal ikke døde evindeligen. Troer du dette?
27 Hun siger til ham: ja Herre! jeg har troet, at du er Christus, den Guds Søn, den, som kommer til Verden.
28 Og der hun dette havde sagt, gik hun bort og kaldte hemmeligen sin Søster Maria og sagde: Mesteren er her og kalder ad dig.
29 Der hun det hørte, reiste hun sig strax og kom til ham.
30 (Men Jesus var ikke endnu kommen til Byen, men var paa det Sted, hvor Martha mødte ham.)
31 Da nu Jøderne, som var hos hende i Huset og trøstede hende, saae, at Maria stod hastelig op og gik ud, fulgte de hende og sagde: hun gaaer bort til Graven for at græde der.
32 Der Maria da kom derhen, hvor Jesus var, og saae ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.
33 Der Jesus da saae hende græde, og saae Jøderne græde, som kom med hende, rørtes han i Aanden og blev heftig bevæget og sagde:
34 hvor have I lagt ham? De sagde til ham: Herre! kom og see.
35 Jesus græd.
36 Da sagde Jøderne: se, hvor han elskede ham!
37 Men nogle af dem sagde: kunde ikke han, som aabnede den Blindes Øine, have gjort, at og denne ikke var død?
38 Da rørtes Jesus atter inderlig, og kom til Graven. Men det var en Hule, og en Steen laae derfor.
39 Jesus sagde: tager Stenen bort. Martha, den Dødes Søster, siger til ham: Herre! han stinker allerede; thi han har ligget fire Dage.
40 Jesus sagde til hende: sagde jeg ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed?
41 Da toge de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øine og sagde: Fader! jeg takker dig, at du har hørt mig.
42 Dog, jeg vidste, at du altid hører mig; men for Folkets Skyld, som staaer omkring, sagde jeg det, at de skulle troe, at du har udsendt mig.
43 Og der han havde sagt dette, raabte han med høi Røst: Lazarus, kom hid ud!
44 Og den Døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug. Jesus sagde til dem: løser ham og lader ham gaae.
45 Derfor troede mange paa ham af de Jøder, som vare komne til Maria og have seet de Ting, som Jesus havde gjort.
46 Men nogle af dem gik hen til Pharisæerne og sagde dem, hvad Jesus havde gjort.
47 Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn.
48 Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk.
49 Men een af den, Caiphas, som var dette Aars Ypperstepræst, sagde til dem:
50 I forstaae slet Intet; ei heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det ganske Folk skal fordærves.
51 Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket.
52 Og ikke for Folket alene; men paa det han og skulde samle de adspredte Guds Børn til een Hob.
53 Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaae ham.
54 Da vandrede Jesus ikke mere frit iblandt Jøderne, men gik derfra til en Egn nær ved Ørken, til en Stad, som kaldes Ephraim; og han blev der nogen Tid med sine Disciple.
55 Men Jødernes Paaske var nær; og Mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig.
56 Da ledte de efter Jesus og talede med hverandre, der de stode i Templet: hvad tykkes Eder, at han kommer ikke til Høitiden?
57 Men baade de Ypperstepræster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, at de kunde gribe ham.