1 Og han begyndte atter at lære ved Søen, og meget Folk forsamledes til ham, saa at han maatte træde ind og sætte sig i et Skib paa Søen; og alt Folket var paa Landet ved Søen.
2 Og han lærte dem meget ved Lignelser og sagde til dem i sin Underviisning:
3 Hører til! See, en Sædemand gik ud at saae.
4 Og det skete, idet han saaede, at Noget faldt ved Veien, og Himmelens Fugle kom og aade det op.
5 Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det havde ikke megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord.
6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.
7 Og Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op og kvalte det, og det bar ikke Frugt.
8 Og Noget faldt i god Jord og bar Frugt, som voxte op og blev stor; og Noget bar tredive Fold, og Noget tresinstyve Fold, og Noget Hundrede Fold.
9 Og han sagde til dem: hvo som har Øren at høre med, han høre.
10 Men der han var alene, spurgte de, som vare om ham, tilligemed de Tolv, ham om Lignelsen.
11 Og han sagde til dem: Eder er det givet, at vide Guds Riges Hemmelighed; med dem, som ere udenfor, meddeles Alt ved Lignelser;
12 at de see med øinene, og ikke skjønne, og høre med ørene, og ikke forstaae; at de ingenlunde omvende sig, og Synderne forlades dem.
13 Og han sagde til dem: forstaae I ikke denne Lignelse? hvorledess ville I da forstaae alle de andre Lignelser?
14 Den, som saaer, saaer Ordet.
15 Men de ved Veien ere de, hvor Ordet bliver saaet, og naar de have hørt det, kommer strax Satan, og tager Ordet bort, som var saaet i deres Hjerter.
16 Og ligelsedes de, som fik Sæden paa Steengrund, ere de, som, naar de have hørt Ordet, annamme det strax med Glæde;
17 dog have de ingen Rod i sig, men blive ved til en Tid; naar siden Trængsel eller Forfølgelse skeer for Ordets Skyld, forarges de strax.
18 Og de, som fik Sæden blandt Torne, ere de, som høre Ordet;
19 og denne Verdens Bekymringer, og Rigdommens Forførelse og Begjerligheder efter de andre Ting, trænge ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt.
20 Og de, der fik Sæden i god Jord, ere de, som høre ordet og annamme det, og bære Frugt, Endeel tredive Fold, Endeel tresindstyve Fold, og Endeel hundrede fold.
21 Og han sagde til dem: kommer Lyset ind for at sættes under Skjeppen eller under Bordet? monne ikke, for at sættes paa Lysestagen?
22 Thi Intet er skjult, som jo skal aabenbares; ei heller skeer det lønligt, men for at komme til Lyset.
23 Dersom Nogen har Øren at høre med, han høre!
24 Og han sagde til dem: agter paa, hvad I høre: med hvad Maade I maale, skal Eder maales, og Eder som høre, skal end gives Mere.
25 Thi hvo som har, han skal gives; og hvo som ikke har, fra ham skal endog det fratages, som har.
26 Og han sagde: med Guds Rige har det set sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden,
27 og sover, og staaer op Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes.
28 Thi Jorden bæver Frugt af sig selv, først Græs, derefter Ax, derefter fuldt Korn i Axet.
29 Men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen; thi Høsten er forhaanden.
30 Og han sagde: hvorved ville vi ligne Guds Rige? eller med hvad Lignelse ville vi forestille det?
31 Det er som med Senepskornet, hvilket, naar det saaes i Jorden er mindre end alt andet Frø paa jorden;
32 og Naar det er saaet, voxer det op, og bliver større end alle Urter, og faaer store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne gjøre Rede under dets Skygge.
33 Og han talede Ordet til dem ved mange saadanne lignelser, eftersom de det kunde fatte.
34 Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han sine Disciple det altsammen.
35 Og den samme Dag, der det var blevet aften, sagde han til dem; lader os fare over til hiin Side.
36 Og de lode Folke gaae, og tage ham med, som han sad i Skibet; men der vare og andre Skibe med ham.
37 Og der kom en stærk Hvirvelvind, og den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.
38 Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester! bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?
39 Og han stod op, og truede Veiret, og sagde til Søen, ti, vær stille! og Veiret lagde sig, og det blev ganske blikstille.
40 Og han sagde til dem: hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro?
41 Og de frygtede saare og sagde til hverandre; hvo er da denne, at baade Vind og Sø ere ham lydige?