1 Og de kom paa hiin Side Søen til de Gedareners Egn.
2 Og der han traadte ud af Skibet, mødte ham strax et Menneske fra Gravene, som havde en ureen Aand.
3 Han havde sin Bolig i Gravene, og Ingen kunde binde ham, end ikke med Lænker.
4 Thi han havde ofte været bunden med Bøier og Lænker, og Lænkerne vare sønderrykte af ham.
5 Og han var altid nat og Dag paa Bjergene og i Gravene, skreg og slog sig selv med Stene.
6 Men der han saae Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham,
7 og raabte med høi Røst og sagde: hvad har jeg med dig at gjøre, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.
8 Thi han sagde til ham: far ud, du urene Aand, af dette menneske!
9 Og han spurgte ham: hvad er dit Navn? og han svarede og sagde: Legion er mit Navn; thi vi ere mange.
10 Og han bad ham meget, at han ikke skulle drive ham ud af Landet.
11 Men der var sammesteds ved Bjergene en stor Hjord Svin, som græssede;
12 og alle de Djævle bade ham og sagde: send og i Svinene, at vi maae fare i dem.
13 Og Jesus tilstedte dem det strax. Og de urene Aander fore ud og fore ind i Svinene; og Jorden styrtede sig af Brinken i Søen, (men de vare ved to tusinde), og de druknede i Søen.
14 Men Svinehyrderne flygtede, og kundgjorde det i Staden og paa Landet; og de gik ud at see, hvad det var, som var skeet.
15 Og de kom til Jesus, og saae ham, som havde været besat, at han sad og var paaklædt og var ved Sands, nemlig ham, som havde havt Legionen, og de forfærdedes.
16 Men de, som det havde seet, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den Besatte, og om Svinene.
17 Og de begyndte at bede ham, at han ville drage bort fra deres Egne.
18 Og der han traadte ind i Skibet, bad den, som havde været besat, ham, at han maatte være hos ham.
19 Men Jesus tilstedte ham det ikke, men sagde til ham: gik hen i dit Huus, til Dine, og forkynd dem, hvor store Ting Herren, har gjort dig, at han har forbarmet sig over dig.
20 Og han gik bort og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og de forundrede sig alle.
21 Og der Jesus igjen var faren over i Skibet til hiin Siden, forsamledes meget Folk til ham, og han var ved Søen.
22 Og see, der kom een af SynagogeForstanderne ved Navn Jarius, og der han saae ham, faldt han ned for hans Fødder.
23 Og han bad ham meget og sagde: min Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun maa frelses, da skal hun leve.
24 Og han gik bort med ham, og meget Folk fulgte ham, og de trængte ham.
25 Og der var en kvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar.
26 Og hun havde lidt meget af mange Læger, og havde tilsat alt det, hun havde, og hun var ikke bleven hjulpen; men det var blevet værre med hende.
27 Der hun hørte om Jesus, kom hun iblandt Folket bag fra, og rørte ved hans Klædebon.
28 Thi hun sagde: om jeg ikkun kan røre ved hans Klæder, de bliver jeg frelst.
29 Og Strax tørredes hendes Blods Kilde, og hun fornam i Legemet, at hun var bleven helbredt fra denne Plage.
30 Og Jesus fornam strax paa sig selv, at en Kraft udgik af ham, og vendte sig om iblandt Folket og sagde: hvo har rørt ved mine Klæder?
31 Og hans disciple sagde til ham: du seer, at Folket trænger dig, og du siger: hvo rørte ved mig?
32 Og han saae sig om, for at see hende, som havde gjort dette.
33 Men Kvinden frygtede og bævede, da hun vidste, hvad hende var sekkt, og kom og faldt ned for ham, og sagde ham al Sandheden.
34 Men han sagde til hende: Datter! din Tro har frelst dig; gak bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage.
35 Der han endnu talede, kom Nogle fra Synagog-Forstanderens Huus og sagde: din Datter er død, hvi umager du Mesteren længere?
36 Men Jesus hørte strax, hvad der blev talet, og han sagde til Synagog-Forstanderen: frygt ikke, tro ikkun!
37 Og han tilstedte Ingen at følge med sig, uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.
38 Og han kom i Synagog-Forstanderens Huus, og saae Larmen, at de græd og hylede meget.
39 Og han gik ind og sagde til dem: hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover.
40 Og de bleve ham; men han drev dem alle ud, og tog Barnets Fader og Moder med sig og dem, som vare med ham, og gik ind, hvor Barnet laae.
41 Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: talitha kumi! som er udlagt: Pige, jeg siger dig, staae op!
42 Og Pigen stod strax op og gik omkring; thi hun var tolv Aar gammel. Og de forfærdedes overmaade.
43 Og han bød dem meget, at Ingen skulde faae det at vide; og han sagde, at de skulde give hende at æde.