1 Salomo taler om viis og daarlig Tale. Et mildt Svar dæmper Vrede; men et bittert Ord vækker Fortørnelse.
2 De vises Tunge giver god Kundskab; men Daarers Mund udgyder Taabelighed.
3 Herrens Øjne ere alle Vegne, og de beskue onde og gode.
4 Tungens Blidhed er et Livsens Træ; men Forvendthed ved den er Sønderknuselse i Aanden.
5 Daaren foragter sin Faders Tugtelse; men den, som agter paa Revselse, handler klogt.
6 I den retfærdiges Hus er meget Gods; men der er Forstyrrelse i den ugudeliges Indtægt.
7 De vises Læber udstrø Kundskab; men Daarernes Hjerte er ikke saa.
8 De ugudeliges Offer er Herren en Vederstyggelighed; men de oprigtiges, Bøn er ham en Velbehagelighed.
9 De ugudeliges Vej er Herren en Vederstyggelighed; men den, som stræber efter Retfærdighed, elsker han.
10 Streng Tugt venter den, som forlader Stien; den, som hader Irettesættelse, skal dø.
11 Dødsriget og Afgrunden ligge aabenbare for Herren, meget mere Menneskens Børns Hjerter.
12 En Spotter elsker ikke den, som sætter ham i Rette, han gaar ikke til de vise.
13 Et glad Hjerte gør Ansigtet livligt; men ved Hjertets Bekymring nedslaas Modet.
14 Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, men Daarers Mund finder Behag i Taabelighed.
15 Alle den elendiges Dage ere onde; men et glad Hjerte er et bestandigt Gæstebud.
16 Bedre er lidet med Herrens Frygt end stort Liggendefæ med Uro.
17 Bedre er en Ret grønne Urter, naar Der er Kærlighed hos, end en fed Okse, naar der er Had hos.
18 En hidsig Mand opvækker Trætte, men en langmodig
19 Den lades Vej er som et Tjørnegærde; men de oprigtiges Sti er haanet.
20 En viis Søn glæder sin Fader; men et daarligt Menneske foragter sin Moder.
21 Daarskab er en Glæde for den, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem.
22 Anslag, blive til intet, naar der ikke er holdt Raad; men hvor der er rnange Raadgivere, der bestaa de.
23 Glæde har en Mand af sin Munds Svar; og et Ord i rette Tid hvor godt!
24 Livsens Vej opadtil gaar den forstandige for at undgaa Dødsrig et nedadtil.
25 Herren nedriver de hovmodiges Hus; men han stadfæster Enkens Landemærke.
26 Den ondes Anslag ere Herren en Vederstyggelighed; men Lifligheds Ord ere rene.
27 Den, som jager efter Vinding, forstyrrer sit Hus; men den, som hader Gaver, skal leve.
28 Den retfærdiges Hjerte betænker sig paa at svare; men de ugudeliges Mund udgyder onde Ting.
29 Herren er langt borte fra de ugudelige, men hører de retfærdiges Bøn.
30 Lys for Øjnene glæder Hjertet; et godt Budskab giver Marv i Benene.
31 Det Øre, som hører efter Irettesættelse til Livet, han tager Bo midt iblandt de vise.
32 Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl; men den, som hører efter Irettesættelse, forhverver sig Forstand.
33 Herrens Frygt er Tugt til Visdom, og Ydmyghed gaar foran Ære.