1 Mon ikke Visdommen raaber, og Forstanden opløfter sin Røst:
2 Paa Toppen af Højene ved Vejen, midt paa Stierne staar den;
3 ved Siden af Portene, ved Udgangen af Staden, ved Indgangen til Portene røber den.
4 Til eder, I Mænd, vi jeg raabe, og min Røst lyde til Menneskens Børn.
5 I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.
6 Hører, thi jeg vil tale frygtelige Ting og aabne mine Læber med Retvished.
7 Thi min Gane taler Sandhed, og Sandelighed er en Vederstyggelighed for mine Læber.
8 Retfærdighed ere alle min Munds Ord; der er intet fordrejet eller forvendt i dem.
9 De ere alle rette for den forstandige og ligefremme for dem, som finde Kundskab.
10 Tager imod min Undervisning og ikke imod SøIv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld.
11 Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den.
12 Jeg, Visdommen, jeg har taget Bolig i Vidskab og besidder Kundskab om kløgtige Raad.
13 Herrens Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg.
14 Raad og hvad der har Bestand, hører mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til.
15 Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret.
16 Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden.
17 Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig.
18 Rigdom og Ære er hos mig, varigt Gods og Retfærdighed.
19 Min Frugt er bedre end Guld og ædelt Malm, og at vinde mig er bedre end udsøgt Sølv.
20 Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,
21 til at lade dem, som elske mig, arve varigt godt og til at fylde deres Forraadskamre.
22 Herren ejede mig som sin Vejs Begyndelse, forud for sine Gerninger, fra fordums Tid.
23 Fra Evighed er jeg indsat, fra det første af, før Jorden var.
24 Da Afgrundene endnu ikke vare, er jeg født, da Kilderne, som have meget Vand, ikke vare til.
25 Før Bjergene bleve nedsænkede; før Højene bleve til, er jeg født.
26 Han havde endnu ikke skabt Jorden eller Markerne eller det første af Jordens Støv.
27 Der han beredte Himlene, da var jeg der, der han slog en Kreds oven over Afgrunden;
28 der han befæstede Skyerne heroventil, der Afgrundens Kilder fik deres faste Sted;
29 der han satte Havet dets Grænse, at Vandene ikke skulde overtræde hans Befaling, der han lagde Jordens Grundvold:
30 Da var jeg hos ham som Kunstnerinde og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle rider;
31 jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn.
32 Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje.
33 Hører Undervisning og bliver vise, og lader den ikke fare!
34 Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligt vaager ved mine Døre og tager Vare paa mine Dørstolper.
35 Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos Herren.
36 Men hvo, som synder imod mig, skader sin Sjæl; alle, som mig hade, elske Døden.