1 Min Søn! dersom du er gaaet i Borgen hos din Næste, har givet Haandslag til den fremmede;
2 har du bundet dig ved din Munds Ord, ladet dig fange ved din Munds Ord:
3 Saa gør dog dette, min Søn! og red dig, fordi du er kommen i din Næstes Haand: Gak, nedkast dig for hans Fødder, og træng ind paa din Næste!
4 Tilsted ikke dine Øjne at sove eller dine Øjenlaage at slumre.
5 Fri dig som en Raa af Jægerens Haand og som en Fugl af Fuglefængerens Haand.
6 Du lade! gak til Myren, se dens Veje, og bliv viis.
7 Skønt den ikke har nogen Fyrste, Foged eller Hersker,
8 bereder den om Sommeren sin Mad, den samler om Høsten sin Spise.
9 Du lade! hvor længe vil du ligge? naar vil du staa op af din Søvn?
10 Sov lidt endnu, blund lidt, fold Hænderne lidt for at hvile:
11 Saa skal din Armod komme som en Landstryger og din Trang som skjoldvæbnet Mand.
12 Et nedrigt Menneske, en uretfærdig Mand er den, som gaar med en vanartig Mund;
13 den, som giver Vink med sine Øjne, gør Tegn med sine Fødder, peger med sine Fingre;
14 Den som har forvendte Ting i sit Hjerte og optænker ondt til hver Tid og kommer Trætter af Sted.
15 Derfor skal hans Ulykke komme hastelig, han skal snart sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være.
16 Disse seks Stykker hader Herren, og de syv ere en Vederstyggelighed for hans Sjæl:
17 Stolte Øjne, en løgnagtig Tunge og Hænder, som udgyde den uskyldiges Blod;
18 et Hjerte, som optænker uretfærdige Tanker; Fødder, som haste med at løbe til det onde;
19 den, der som Vidne taler Løgn; og den, Som kommer Trætter af Sted imellem Brødre.
20 Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov.
21 Knyt dem til dit Hjerte for stedse, bind dem om din Hals!
22 Naar du vandrer, skal den lede dig, naar du lægger dig, skal den bevare dig, og naar du opvaagner, skal den tale til dig.
23 Thi Budet er en Lampe og Loven et Lys og Undervisningens Revselse er Vej til Livet;
24 at den maa bevare dig fra en ond Kvinde, fra en fremmed Tunges Sledskhed.
25 Begær ikke hendes Dejlighed i dit Hjerte, og lad hende ikke indtage dig med sine Øjenlaage!
26 Thi for en Skøges Skyld gælder det kun om et Stykke Brød, men en anden Mands Hustru fanger den dyrebare Sjæl.
27 Mon nogen kan tage Ild i sin Barm, uden at hans Klæder brændes op
28 Eller man nogen kan gaa paa Gløder, uden at hans Fødder brændes?
29 Saa sker det ham, som gaar ind til sin Næstes Hustru ingen, som rører hende; slipper fri for Straf.
30 Man ringeagter ikke; at en Tyv stjæler for at mætte sig; naar han er hungrig;
31 men naar: han bliver greben, maa han betale syv Fold, han maa give alt sit Hus's Gods.
32 Den, som bedriver Hor med en Kvinde, fattes Forstand; den, som vil fordærve sin Sjeel, han, ja han gør sligt.
33 Plage og Skam skal ramme ham, og hans Skændsel skal ikke udslettes.
34 Thi nidkær er Mandens Vrede, og han skal ikke skaane paa Hævnens Dag;
35 han skal ikke tage nogen Bod for gyldig og ikke samtykke, om du end vilde give megen Skræk.