1 Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
2 at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
3 Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
4 Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
5 Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget.
6 For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
8 Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
9 at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
10 at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
11 saa at du skal hyle paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
12 og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
13 saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
14 Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
15 Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde
16 Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
17 Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
18 Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
20 Hvorfor vil dum min Søn! Sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
21 Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
22 Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
23 Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.