1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere "dine Aar som en Mands Dage,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 et skummelt Land som Mørke - Dødens Skygge og ingen Orden - hvor selve Lyset er Mørke.