1 Ja, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
2 Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
3 Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
4 Efter ham brøler Røsten han tordner med sin Højheds Røst, og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
5 Gud tord ner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
6 Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
7 Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
8 Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
9 Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
10 Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
11 Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
12 Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
13 Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
14 Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
15 Ved du, naar Gud; tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
16 Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
17 du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
18 Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
19 Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
20 Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har Ønsket, at han maatte blive opslugt?
21 Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
22 Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
23 Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
24 Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.