1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Boig skal have Fred.
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
9 thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden;
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hansHave.
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen: han skuer op imod Stenhuset.
18 Men oprykkes han fra. sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har er ikke set dig.
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.