1 Men Job svarede og sagde:
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 Han afførte mig min Ære og bort tog mit Hoveds Krone.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have, glemt mig.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 ja, maatte de med; en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal. staa op over Støvet.
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! - og Sagens Rod skal være funden i mig -.
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.