1 Men Job svarede og sagde:
2 Sandelig, I ere Folket, og med eder dør Visdommen ud!
3 Jeg har ogsaa Forstand ligesom I, jeg falder ikke igennem for eder; og hvo ved ikke saadanne Ting
4 Jeg er til Latter for min Ven, jeg, som raabte til Gud og fik Svar; den retfærdige, den oprigtige er til Latter.
5 En for agtet Lampe i den trygges Tanke er den, som er nær ved at snuble med Foden.
6 Ødelæggernes Telte have Ro, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som sætter sin Haand som Gud.
7 Og sandelig, spørg dog Dyrene ad, og de skulle lære dig det; og Himmelens Fugle, og de skulle forkynde dig det.
8 Eller tal til Jorden, og den skal lære dig det, og Fiskene i Have skulle fortælle dig det.
9 Hvo ved ikke om alle disse Ting, at Herrens Haand har gjort dette?
10 han, i hvis Haand hver levende Sjæl er, og Aanden i hvert Menneskes Kød!
11 Mon ikke Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden?
12 Hos de graahærdede er Visdom, og Dagenes Længde giver Forstand.
13 Hos ham er Visdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til.
14 Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.
15 Se, han holder Vandene tilbage, og de borttørres, og han udlader dem, og de omvælte Landet.
16 Hos ham er Styrke og Kraft; ham hører den til, som farer vild, og den, som fører vild.
17 Han lader Raadgiverne gaa af klædte bort og gør Dommerne til Daarer.
18 Han løser Kongernes Herredømme og læggerBaand om deres Lænder.
19 Han lader Præsterne gaa afklædte bort og omkaster de stærke.
20 Han berøver de sikre Talere Mælet, tager Forstanden fra de gamle.
21 Han udøser Vanære over Fyrsterne og løser de stærkes Bælte.
22 Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset.
23 Han formerer Folkene og lader dem gaa til Grunde; han udbreder Folkene og bortfører dem.
24 Han borttager Forstand fra Folkets Øverster i Landet og lader dem fare vild i det øde, hvor ingen Vej er.
25 De famle i Mørke, hvor intet Lys er, og han bringer dem til at fare vild som den drukne.