1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den. Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!
3 thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse -
4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.
5 Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.
6 Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.
7 Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.
8 Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham lo Kan han forlyste sig ved den Almægtige?
10 kan han til hver en Tid paakalde Gud?
11 Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.
12 Se, I have jo alle set det; hvorfor nære I da en saadan Forfængelighed?
13 Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.
14 Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.
15 De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.
16 Naar han sanker Sølv og samler klæder som Dynd,
17 da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.
18 Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.
19 Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.
20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en, Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.
21 Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.
22 Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med Il skal han ville fly fra hans Haand.
23 Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.