1 Men Job svarede og sagde:
2 hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
3 Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
4 Mon min Klage gælder Mennesker og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
5 Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
6 Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
7 Hvorfor blive de ugudelige i. Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
8 Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
9 Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
10 Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
11 De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
12 De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved; Fløjtens Lyd.
13 De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige.
14 Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
15 Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
16 Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
17 Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
18 Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler
19 Gud gemmer hans Uret til hans Børn." Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
20 Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
21 Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
22 Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
23 Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
24 hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
25 Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
26 De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
27 Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
28 thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
29 Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
30 at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag
31 Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham
32 Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
33 I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.
34 Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.