1 Herre! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødems Tider?
2 Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte.
3 Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, Herren foragter han.
4 Den ugudelige sætter Næsen højt og, siger: Der ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker.
5 Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender.
6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke.
7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab.
8 Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage.
9 Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer pna at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn.
10 Knuste syne disse hen, og for hans vældige falde de svage.
11 Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.
12 Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige!
13 Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke.
14 Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper.
15 Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere.
16 Herren er Konge evindelig og altid; Hedningerne omkomme af hans Land.
17 Du, Herre! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader Dit Øre mærke derpaa
18 for at skaffe den faderløse og ringe Ret; ej længer skal et Menneske, der er af Jorden, vedblive at volde Skræk.