1 Af David. Herren er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes?
2 Der de onde kom frem imod mig for at æde mit Kød, mine Modstandere og mine Fjender, da snublede de og faldt.
3 Dersom en Hær vilde lejre sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig rejses imod mig, da er jeg dog; trøstig.
4 Een Ting har jeg begæret af Herren, den vil jeg søge efter; at jeg maa bo i Herrens Hus alle mine Livsdage for at beskue Herrens Livsalighed og at grunde i hans Tempel.
5 Thi han skal gemme mig i sin Hytte paa den onde Dag; han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøje mig paa en Klippe.
6 Og nu hæver mit Hoved sig over mine Fjender, som ere trindt omkring mig, og jeg vil ofre ham Ofre med Frydeklang i hans Paulun; jeg vil synge og lege for Herren.
7 Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig!
8 Til dig sagde mit Hjerte, der du sagde: "Søger mit Ansigt", jeg søger dit Ansigt, Herre!
9 Skjul ikke dit Ansigt for mig, forskyd ikke din Tjener i Vrede; du har været min Hjælp, opgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Frelses Gud!
10 Thi min Fader og min Moder forlode mig; men Herren tager mig op.
11 Herre! lær mig din Vej og led mig paa den jævne Sti, for mine Fjenders Skyld.
12 Giv mig ikke i mine Fjenders Vold; thi falske Vidner og de, som aande Uretfærdighed, opstode imod mig.
13 Havde jeg ikke troet, at jeg skulde se Herrens Godhed i de levendes Land!
14 Bi efter Herren, vær frimodig, og han skal styrke dit Hjerte; ja, bi efter Herren!