1 Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme - af David Sal.
2 Jeg vil takke Herren af mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger.
3 Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste!
4 Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig.
5 Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfærdighed:
6 Du truede Hedninberne, du tilintetgjorde den ugudelige, du udslettede deres Navn evindelig og altid.
7 Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem.
8 Men Herren skal blive evinde lig; han har beredt sin Trone til Dom.
9 Og han skal dømme Verden Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished.
10 Og Herren være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider!
11 Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, Herre!
12 Lovsynger Herren, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger!
13 Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig.
14 Herre, vær mig naadig, se, hvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte,
15 paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.
16 Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.
17 Herren er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. Hibbajon, Sela!
18 Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud.
19 Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes.
20 Herre! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt! Lad Frygt, o Herre! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. Sela.