1 Ikke os, Herre! ikke os, men dit Navn give du Ære for din Miskundhed, for din Sandheds Skyld.
2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?
3 Men vor Gud er i Himlene, han gør alt, hvad ham behager.
4 Deres Billeder ere Sølv og Guld, Menneskehænders Gerning.
5 De have Mund, men kunne ikke tale; de have Øjne, men kunne ikke se.
6 De have øren, men kunne ikke høre; de have Næse, men kunne ikke fugte.
7 De have Hænder, men kunne ikke føle; de have Fødder, men kunne ikke gaa; de kunne ikke tale med deres Strube.
8 Ligesom de ere, saa vorde de, der gøre dem, hver den, som forlader sig paa dem.
9 Israel! forlad dig paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
10 Arons Hus! forlader eder paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
11 I, som frygte Herren, forlader eder paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
12 Herren kom os i Hu, han skal Velsigne, han skal velsigne Israels Hus, han skal velsigne Arons Hus.
13 Han skal velsigne dem, som frygte Herren, de smaa med de store.
14 Herren formere eder, eder og eders Børn!
15 Velsignede være I for Herren, som har gjort Himmel og Jord.
16 Himlene ere Herrens Himle, men Jorden gav han Menneskens Børn.
17 De døde love ikke Herren, ej heller nogen at dem, som nedfare til det stille.
18 Men vi, vi ville love Herren fra nu og indtil evig Tid. Halleluja!