1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.
2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig!
3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
4 Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela.
5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.
6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.
7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.
8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere?
9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
10 Har Gud glemt at være naadig eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela.
11 Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.
12 Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.
13 Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.
14 Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?
15 Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.
16 Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. Sela.
17 Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile foore frem.
19 Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.
20 Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.