7 Og jeg sagde i min Tryghed: Jeg skal ikke rokkes evindelig.
8 Herre! i din Naade havde du befæstet mit Bjerg; du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
9 Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede ydmygeligt.
10 Hvad Vinding er der i mit Blod, jeg farer ned til Graven? Kan Støv takke dig? Kan det forkynde din Sandhed?
11 Herre! hør, og vær mig naadig; Herre! vær min Hjælper.
12 Du har omskiftet min Sorg til Dans for mig; du har løst min Sæk og bundet op om mig med Glæde, at min Ære maa lovsynge dig og ikke tie; Herre, min Gud! evindelig vil jeg takke dig.