10 Alle mine Ben skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.
11 Den staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved.
12 De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt.
13 Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovdet sænket mod min Barm.
14 Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder.
15 Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de søndersliede og tav ikke.
16 Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig.