4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
5 Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.
6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed; hvor fast han end staar. Sela.
7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.
8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.