13 Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig; ellers maatte jeg lære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham;
14 men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min, Ven og min Kynding.
15 Vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren.
16 Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste.
17 Jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.
18 Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, og han vil høre min Røst.
19 Han har forløst min Sjæl i Fred fra Striden imod mig; thi de vare i Mængde mig imod.