1 Til Sangmesteren; "fordærv ikke"; af David; "et gyldent Smykke" der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
2 Gud! vær mig naadig, vær mig naadig; thi min Sjæl forlader sig paa dig, og under dine Vinger: Skygge søger jeg Ly, indtil al Ulykken er gaaet over.
3 Jeg vil raabe til Gud, den Højeste, til den Gud som udfører min Sag.
4 Han skal sende fra Himmelen og frelse mig den, som vilde opsluge mig, haaner: Sela. Gud skal sende sin Miskundhed og sin Sandhed.
5 Mig Sjæl er iblandt øver, jeg maa ligge imellem dem, som sprude Ild Menneskens Børn, hvis Tænder er Spyd og Pile, og hvis Tunge er et skarpt Sværd.
6 Gud! ophøj dig over Himlene, din Ære være over al Jorden!
7 De stilled Garn for mine Trin, min Sjæl nedbøjede sig de grove en Grav for mit Ansigt, de faldt selv midt i den. Sela.