2 Men jeg nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud.
3 Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.
4 Thi der findes intet Band for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.
5 De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.
6 Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke.
7 Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.
8 De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.