3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
4 Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela.
5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.
6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.
7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.
8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere?
9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?