5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.
6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.
7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.
8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere?
9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
10 Har Gud glemt at være naadig eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela.
11 Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.