5 Du bortskyller dem, de blive som en Søvn, om Morgenen ere de som Græs, der gaar bort.
6 Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres.
7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme.
8 Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys.
9 Thi alle vore Dage er svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke.
10 Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra.
11 Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkræver?