1 Og det begav sig, der han kom i en af de øverste Pharisæers Huus paa en Sabbat for at holde Maaltid, at de toge vare paa ham.
2 Og see, der var et vattersottigt Menneske for ham.
3 Og Jesus begyndte at tale til de Lovkyndige og Pharisæerne og sagde: mon det er tilladt at helbrede paa Sabbaten?
4 Men de taug. Og han tog paa ham og helbredte ham og lod ham gaae.
5 Og han svarede og sagde til dem: hvo er iblandt Eder, som, naar hans Oxe eller Asen falder i en Brønd, ikke strax drager det op paa Sabbatsdagen?
6 Og de kunde ikke give ham Svar derpaa.
7 Men han sagde en Lignelse til Gjesterne, der han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte de øverste Sæder ved Bordet, og sagde til dem:
8 naar du er buden af Nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst tilbords, at ikke en Hæderligere end du maatte være buden af ham;
9 og den, som indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: giv denne Plads; og du da med Blusel komme til at sidde nederst.
10 Men naar du er buden, gak hen og sæt dig nederst, at, naar han kommer, som indbød dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig høiere, op; og da skal du have Ære for dem, som sidde med dig tilbords.
11 Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.
12 Men han sagde og til den, som han havde budet: naar du gjør Middags- eller Aftensmaaltid, byd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det de ikke skulle indbyde dig igjen, og dig skee Vederlag.
13 Men naar du gjør et Gjestebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde:
14 saa skal du være salig; thi de have Intet at betale derfor; men det skal igjengives dig i de Retfærdiges Opstandelse.
15 Men der En af dem, som sadde med tilbords, hørte det, sagde han til ham: salig er den, som kommer tilbords i Guds Rige.
16 Men han sagde til ham: der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og bød Mange.
17 Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time at sige til de Budne: kommer; thi nu ere alle Ting beredte.
18 Og de begyndte alle eendrægteligen at undskylde sig. Den Første sagde til ham: jeg har kjøbt en Ager og har fornøden at gaae ud og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt.
19 Og en Anden sagde: jeg har kjøbt fem Par Øxen, og gaaer hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt.
20 Og en Anden sagde: jeg tog mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme.
21 Og den Tjener kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: gak hurtig ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.
22 Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum.
23 Og Herren sagde til Tjeneren: gak ud paa Veiene og ved Gjerderne og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt.
24 Thi jeg siger Eder, at ingen af de Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere.
25 Men meget Folk gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem:
26 dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel.
27 Og hvo som ikke bærer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel.
28 Thi hvo iblandt Eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Bekostningen, om han har, hvad der hører til at fuldføre det med,
29 at ikke, naar han faaer lagt Grundvold og ei kan fuldende det, Alle, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige:
30 dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det.
31 Eller hvilken konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er mægtig til, med ti Tusinde at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusinde?
32 Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred.
33 Saaledes og hver af Eder, som ikke forsager alt det, han har, kan ikke være min Discipel.
34 Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes?
35 Det tjener hverken til Jord eller til Gjødning; de kaste det ud. Hvo som har Øren at høre med, han høre!