1 Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man bør altid bede og ikke blive træt.
2 Og han sagde: der var en Dommer i en Stad, som frygtede ikke Gud, og undsaae sig ikke for noget Menneske.
3 Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham og sagde: skaf mig Ret over min Modstander.
4 Og han vilde længe ikke. Men derefter sagde han ved sig selv; alligevel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget Menneske,
5 dog, efterdi denne Enke gjør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke uden Ophør skal komme og plage mig.
6 Men Herren sagde: hører, hvad den uretfærdige Dommer siger.
7 Skulde da Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabte til ham Dag og Nat enddog han er langmodig imod dem?
8 Jeg siger Eder, at han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden?
9 Men han sagde og til Nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede Andre, denne Lignelse:
10 der gik to Mennesker op til Templet at bede; den Ene var en Pharisæer, og den anden en Tolder.
11 Pharisæeren stod for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud! at jeg ikke er som andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Hoerkarle eller og som denne Tolder.
12 Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af alt det, jeg eier.
13 Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øiene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!
14 Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.
15 Men de bare og smaa Børn til ham, at han skulde røre ved dem; men der Disciplene saae det, truede de dem.
16 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.
17 Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et Barn kommer ingenlunde derind.
18 Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: gode Mester! hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt Liv?
19 Men Jesus sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god uden Een, det er Gud.
20 Du veed Budene: du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke slaae ihjel; du skal ikke stjæle; du skal ikke bære falsk Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder.
21 Da sagde han: dette har jeg holdet altsammen fra min Ungdom af.
22 Men der Jesus det hørte, sagde han til ham: endnu fattes dig Eet: sælg alt det, du har, og uddeel det til Fattige, saa skal du have et Liggendefæ i Himmelen; og kom, følg mig.
23 Men der han det hørte, blev han heel bedrøvet; thi han var saare rig.
24 Men der Jesus saae, at han var bleven heel bedrøvet, sagde han: hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige;
25 thi det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.
26 Men de, som hørte det, sagde: hvo kan da blive salig?
27 Men han sagde: hvad som er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.
28 Men Peter sagde: see, vi have forladt Alting, og fulgt dig.
29 Men hans agde til dem: sandelig siger jeg Eder: der er Ingen, som har forladt Huus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,
30 som jo skal annamme det mange Fold igjen i denne Tid og i den til kommende Verden et evigt Liv.
31 Men han tog de Tolv til sig og sagde til dem: see, vi gaae op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne Ved Propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn.
32 Thi han skal overantvordes Hedningerne og bespottes, forhaanes og bespyttes,
33 og de skulle hudstryge og ihjelslaae ham; og tredie Dag skal han opstaae.
34 Men de fattede Intet deraf, og denne Tale var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.
35 Men det skete, der han kom nær til Jericho, sad en Blind ved Veien og tiggede.
36 Og der denne hørte Folket gaae forbi, spurgte han, hvad dette var?
37 Men de forkyndte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
38 Og han raabte og sagde: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!
39 Og de, som gik foran, truede ham, at han skulle tie; men desto mere raabte han: du Davids Søn forbarm dig over mig!
40 Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:
41 hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men han sagde: Herre! at jeg maa blive seende.
42 Og Jesus sagde til ham: bliv seende; din Tro har frelst dig.
43 Og strax blev han seende og fulgte ham og prisede Gud; og alt Folket, som saae det, lovede Gud.