1 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham.
2 Og Pharisæerne og de Skriftkloge knurrede og sagde: denne annammer Syndere og æder med dem.
3 Men han talede denne Lignelse til dem og sagde:
4 hvilket Menneske af Eder, som har hundrede Faar og har tabt eet af dem, forlader ei de ni og helvfemsindstyve i Ørken og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det?
5 Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.
6 Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Venner og Naboer og siger til dem: glæder Eder med mig; thi jeg har findet mit Faar, som var tabt.
7 Jeg siger Eder: saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, men end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov.
8 Eller hvilken Kvinde, som har ti Penninge, om hun taber een Penning, tænder ikke et Lys og feier Huset og søger med Flid, indtil hun finder den?
9 Og naar hun har findet den, sammenkalder hun Veninder og naboesker og siger: glæder Eder med mig; thi jeg har fundet den penning, som jeg tabte.
10 Saaledes, siger jeg Eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.
11 Men han sagde: en Mand havde to Sønner.
12 Og den Yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Deel af Eiendommen, som mig tilfalder. Og han skiftede Godset mellem dem.
13 Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt Sit og drog udenlands, til et Land langt borte, og ødte der sit Gods i et overdaadigt Levned.
14 Men der han havde fortæret alt det, han eiede, blev en svar hunger i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
15 Og han gik hen og holdt sig til een af Borgerne der i landet, og denne sendte ham paa sine Agre og vogte Sviin.
16 Og han begjerede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade; og Ingen gav ham Noget.
17 Men han gik i sig selv og sagde; hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød? men jeg omkommer af Hunger.
18 Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet mod Himmelen og for dig,
19 og er ikke længere værd at kaldes din Søn, gjør mig som een af dine Daglønnere.
20 Og han stod op og kom til sin Fader. Men der han endnu var langt borte, saae hans Fader ham og ynkes inderligen og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham.
21 Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og for dig og er ikke længere værd at kaldes din Søn.
22 Men Faderen sagde til sine Tjenere: bærer frem det bedste Klædebon, ifører ham det og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne;
23 og henter den fødede Kalv hid og slagter den, og lader os æde og være lystige.
24 Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige.
25 Men hans Ældste Søn var paa Marken, og da han kom og var nær ved Huset, hørte han Musik og Dands.
26 Og han kaldte een af Drengene til sig og udspurgte, hvad det var?
27 Men han sagde til ham: din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fedede Kalv, fordi han har faaet ham karsk igjen.
28 Men han blev vred og vilde ikke gaae ind. Derfor gik hans Fader ud og bad ham.
29 Men han svarede og sagde til Faderen: see, saa mange Aar tjener jeg dig og overtraadte end aldrig dit Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde være lystig med mine Venner.
30 Men da denne din Søn er kommen, som har fortæret dit Godt med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham.
31 Men han sagde til ham: min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit.
32 Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende igjen, og var fortabt, og funden.