1 Og det begav sig paa een af de Dage, der han lærte Folket i Templet og prædikede Evangelium, kom med eet de Ypperstepræster og Skriftkloge tilligemed de Ældste.
2 Og de talede til ham og sagde: siig os: af hvad Magt gjør du disse Ting? eller hvo er den, som har givet dig denne Magt?
3 Men han svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil spørge Eder om een Sag, siger mig og det:
4 Johannes'Daab, var den af Himmelen eller af Mennesker?
5 Men de overveiede ved sig selv og sagde: sige vi: af Himmelen, da siger han: hvorfor troede I ham da ikke?
6 Men sige vi: af Mennesker, da stener alt Folket os; thi det er fast i den Mening, at Johannes var en Prophet.
7 Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
8 Og Jesus sagde til dem: saa siger jeg Eder ikke heller, af hvad Magt jeg gjør disse Ting.
9 Men han begyndte at sige til Folket denne Lignelse: et Menneske plantede en Viingaard og leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands en Tid lang.
10 Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at de skulle give ham af Viingaardens Frugt; men Viingaardsmændene sloge ham og lode ham tomhændet fra sig.
11 Og han blev ved og sendte en anden Tjener; men de sloge ogsaa denne og forhaanede ham og lode ham tomhændet fra sig.
12 Og han blev ved og sendte den tredie; men ogsaa denne saarede de og udstødte ham.
13 Men Viingaardens Herre sagde: hvad skal jeg gjøre? jeg vil sende min Søn den Elskelige, maaskee, naar de see ham, skulle de undsee sig.
14 Men der Viingaardsmændene saae ham, beraadte de sig indbyrdes og sagde: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, at Arven maa blive vores.
15 Og de stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. Hvad skal nu Viingaardens Herre gjøre ved dem?
16 Han skal komme og udrydde disse Viingaardsmænd og leie Viingaarden til andre. Men der de det hørte, sagde de: det skee aldrig!
17 Men han saae paa dem og sagde: hvad er da dette, som er skrevet: den Steen, som Bygningsmændene forstøde den er bleven til en Hovedhjørnesteen?
18 Hver, som falder paa denne Steen, bliver sønderstødt; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.
19 Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han havde sagt denne Ligngelse imod dem.
20 Og de toge vare paa ham, og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Talen, paa det de kunde overantvorde ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21 Og de spurgte ham og sagde: Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke anseer nogen Person, men lærer Guds Vei i Sandhed.
22 Er det os tilladt at give Keiseren Skat, eller ei?
23 Men da han mærkede deres Trædskhed, sagde han til dem: hvi friste I mig?
24 Viser mig en Penning; hvis Billede og Overskrift har den? Men de svarede og sagde: Keiserens.
25 Men han sagde til dem: saa giver da Keiseren det, Keiserens er, og Gud, det, Guds er.
26 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og taug.
27 Men nogle af Sadducæerne, hvilke nægte, at der er Opstandelse, gik til ham og spurgte ham og sagde:
28 Mester! Moses har foreskrevet os: dersom Nogen har en Broder, som er gift, og samme døer barnløs, da skal dennes Broder tage Hustruen og opreise sin Broder Sæd.
29 Nu vare her syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
30 Og den anden tog Hustruen; ogsaa han døde barnløs.
31 Og den tredie tog hende, og saaledes alle syv; og de døde uden at efterlade Børn.
32 Men sidst af dem alle døde ogsaa Kvinden.
33 I Opstandelsen nu, hvis Hustru af disse skal hun være? thi de have alle syv havt hende til Hustru.
34 Og Jesus svarede og sagde til dem: denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes.
35 Men de, som agtes værdige til at faae Deel i hiin Verden og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.
36 De kunne jo ikke mere døe; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, efterdi de ere Opstandelsens Børn.
37 Men at de Døde opvækkes, har og Moses givet tilkjende i Stedet om Tornebusken, der han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud.
38 Men han er ikke de Dødes Gud, men de Levendes; thi ham leve de alle.
39 Men nogle af de Skriftkloge svarede og sagde: Mester! du talede vel.
40 Og de turde ikke ydermere spørge ham om Noget.
41 Men han sagde til dem: hvorledes siger man Christus at være Davids Søn?
42 da dog David siger i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: sid hos min høire Haand,
43 indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
44 Altsaa kalder David ham en Herre; hvorledes er han da hans Søn.
45 Men i alt Folkets Paahør sagde han til sine Disciple:
46 vogter Eder for de Skriftkloge, som gjerne gaae omkring i lange Klæder og lade sig gjerne hilse paa Torvene og ville gjerne have de fornemste Sæder i Synagogerne og sidde øverst tilbords ved Nadverne,
47 dem, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faae des haardere Dom.