1 Men idet han saae op, blev han de Rige vaer, som lagde deres Gaver i Templets Kiste.
2 Men han saae og en fattig Enke, som lagde to Skjerve deri.
3 Og han sagde: sandelig siger jeg Eder: denne fattige Enke har lagt Mere end alle.
4 Thi alle disse have lagt af deres Overflod som Gaver for Gud; men denne har af sin Armod lagt al sin Eiendom.
5 Og der Nogle sagde om Templet at det var prydet med deilige Stene og Klenodier, sagde han:
6 hvad angaaer disse Ting, som I skue, skulle de Dage komme, paa hvilke der ikke skal lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes.
7 Da spurgte de ham og sagde: Mester! naar skal dette da være? og hvilket er Tegnet, naardette skal skee?
8 Men han sagde: seer til, I ikke blive forførte; thi Mange skulle komme under mit Navn og sige, at det er mig, og at Tiden er kommen nær. Gaaer derfor ikke efter dem.
9 Men naar I høre om Krig og Oprør, forfærdes ikke; thi dette bør først at skee, men Enden er ikke strax.
10 Da, sagde han til dem, skal Folk reise sig mod Folk, og Rige mod Rige.
11 Og der skal skee store Jordskjælv her og der og Hunger og Pestilentse og skee skrækkelige Ting og store Tegn af Himmelen.
12 Men for alt dette skulle de lægge Haand paa Eder og forfølge og overantvorede Eder i Synagoger og Fængsler og føre Eder for Konger og Fyrster for mit Navns Skyld.
13 Men det skal vederfares Eder til et Vidnesbyrd.
14 Lægger det da paa Hjerte, at I ikke forud betænkte, hvorledes I skulle forsvare Eder.
15 Thi jeg vil give Eder Mund og Viisdom, hvilke alle Eders Modstandere ikke skulle kunne modsige og ei modstaae.
16 Men I skulle og forraades af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slaae Nogle af Eder ihjel.
17 Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld.
18 Dog ikke et Haar af Eders Hoved skal forkomme.
19 Ved Eders Bestandighed bevarer Eders Sjæle.
20 Men naar I see Jerusalem rundt omkring beleiret af Krigshære, da mærker, at dens Ødelæggelse er komme nær.
21 De, som da ere i Judæa, flye til Bjergene; og de, som ere midt i Staden, vige derudfra; og de, som ere paa Landet, komme ikke ind i den!
22 Thi disse ere Hevnens Dage, da Alt, hvad skrevet er, skal fuldkommes.
23 Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden og Vrede over dette Folk.
24 Og de skulle falde for Sværdets Æg og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.
25 Og der skal skee Tegn i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skulle Folkene Ængstes i Fortvivlelse, naar Havet og Bølgerne bruse,
26 naar Menneskene forsmægte af Frygt og de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle røres.
27 Og da skulle de see Menneskens Søn komme i Skyen med megen Kraft og Herlighed.
28 Men naar disse Ting begynde at skee, da seer op, og opløfter Eders Hoveder, efterdi Eders Forløsning stunder til.
29 Og han sagde til dem en Lignelse: seer Figentræet og alle Træer;
30 Naar de springe ud, da skjønne I af Eder selv, at sommeren nu er nær.
31 Ligesaa og I, naar I see disse Ting at skee, da kjende I, at Guds Rige er nær.
32 Sandelig siger jeg Eder, at denne Slægt skal ikke forgaae, førend det skeer altsammen.
33 Himmelen og Jorden skulle forgaae; men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.
34 Men vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorrig for Næring, og denne Dag skal komme pludselig over Eder.
35 Thi den skal komme som en Snare over alle dem, som boe paa den ganske Jord.
36 Derfor vaager og beder til enhver Tid, at I kunne agtes værdige til at undflyde alle disse Ting, som skee skulle og til at bestaae for Menneskens Søn.
37 Men han lærte om Dagene i Templet, men om Nætterne gik han ud og opholdt sig Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.
38 Og alt Folket kom aarle til ham i Templet for at høre ham.