19 og er ikke længere værd at kaldes din Søn, gjør mig som een af dine Daglønnere.
20 Og han stod op og kom til sin Fader. Men der han endnu var langt borte, saae hans Fader ham og ynkes inderligen og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham.
21 Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og for dig og er ikke længere værd at kaldes din Søn.
22 Men Faderen sagde til sine Tjenere: bærer frem det bedste Klædebon, ifører ham det og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne;
23 og henter den fødede Kalv hid og slagter den, og lader os æde og være lystige.
24 Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige.
25 Men hans Ældste Søn var paa Marken, og da han kom og var nær ved Huset, hørte han Musik og Dands.