3 Men Huusholderen sagde ved sig selv: hvad skal jeg gjøre, efterdi min Herren tager Huusholdningen fra mig? Jeg formaaer ikke at grave, jeg skammer mig ved at trygle.
4 Jeg veed, hvad jeg vil gjøre, at de skulle tage mig i deres Huse, naar jeg bliver sat fra Huusholdningen.
5 Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere og sagde til den første: hvor meget er du min Herre skyldig?
6 Men denne sagde: hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: tag dit Brev og sæt dig snart ned, og skriv helvtredsindstyve.
7 Derefter sagde han til en anden: men du, hvor meget er du skyldig? Men denne sagde: hundrede Maader Hvede. Og han sagde til ham: tag dit Brev og skriv firsindstyve.
8 Og Herren lovede den uretfærdige Huusholder, at han gjorde snildeligen; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn mod deres Slægt.
9 Og jeg siger Eder: gjører Eder Venner ved den urette Mammon, at, naar I skilles herfra, de skulle annamme Eder i de evige Boliger.